Dansk dokumentar misser Oscar-statuetten
Musikdokumentaren "Amy" vinder en Oscar foran Joshua Oppenheimers "The Look of Silence".
Joshua Oppenheimer har instrueret dokumentaret "The Look of Silence", der i år var nomineret til en Oscar. Arkivfoto
Joshua Oppenheimer har instrueret dokumentaret "The Look of Silence", der i år var nomineret til en Oscar. Arkivfoto Foto: Marie Hald/Polfoto


Ved Oscar-festen i Los Angeles har "Amy" vundet prisen for bedste dokumentar for næsen af den danskproducerede film "The Look of Silence".

"Amy" handler om musikeren Amy Winehouse.

Dokumentaren skildrer Winehouses liv og tidlige død gennem blandt andet venner og familie til den nu afdøde sangerinde. Asif Kapadia har lavet filmen om stjernen, der blev hvirvlet ind i et misbrug af både alkohol og stoffer.

Bag "The Look of Silence" står den herboende amerikaner Joshua Oppenheimer. Filmen er efterfølgeren til hans ligeledes Oscar-nominerede "The Act of Killing".

Mens Oppenheimer har instrueret filmen, er den produceret af Signe Byrge Sørensen.

Den danske dokumentarfilm fik ellers lørdag et godt rygstød forud for Oscar-uddelingen, da den ved Independent Spirit Awards i Californien vandt i dokumentar-kategorien.

Netop denne pris lægger kulturminister Bertel Haarder (V) vægt på, efter at det glippede med en pris ved Oscar-uddelingen.

- Oppenheimer og Signe Byrge fik i går en anden pris, The Independent Spirit Award. De og vi kan være stolte, siger ministeren til Ritzau.

I filmen følger man Adi, hvis bror blev dræbt i 1965 i det indonesiske folkedrab, der kostede mindst en halv million mennesker livet.

Det var ventet, at "Amy" ville løbe med prisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.