Dansk designfirma smider chefen ud: Tidligere dømt for svindel
Direktøren fra designfirmaet Hay fik knap et år på posten, så var han fyret. Årsag: bedrageri, underslæb, mandatsvig og dokumentfalsk.
Der gik ganske få timer fra Troels Holch Povlsen fandt ud af, at hans direktør for Hay var dømt i 31 forhold af bedrageri, underslæb, mandatsvig og dokumentfalsk til direktøren var fyret.
Der gik ganske få timer fra Troels Holch Povlsen fandt ud af, at hans direktør for Hay var dømt i 31 forhold af bedrageri, underslæb, mandatsvig og dokumentfalsk til direktøren var fyret. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix/arkiv


Bestseller-milliardæren, Troels Holch Povlsen, siger farvel til chefen for sit designfirma, Hay, Kristian Ramm-Larsen.

Han fik således mindre end et år i chefstolen.

Det skriver Børsen, som også fortæller, at Kristian Ramm-Larsen i november sidste år blev idømt et år og tre måneders betinget fængsel.

Ifølge Børsen blev han dømt, fordi han over for sin gamle arbejdsgiver, Agnitio, lod virksomheden betale for blandt andet rejser, tøj, elektronik og reservedele til sin bil for sammenlagt lidt over en halv million kroner.

I alt er Kristian Ramm-Larsen ifølge Børsen dømt for 31 forhold af bedrageri, underslæb, mandatsvig og dokumentfalsk.

Troels Holch Povlsen var ikke klar over, at det forholdt sig sådan. Og han var overrakset, da Børsen bad om en kommentar til oplysningenre om Kristian Ramm-Larsen.

- Det er en chokerende oplysning, og vi har overhovedet ikke haft kendskab til det eller blot en fornemmelse af det, var Troels Holch Povlsen reaktion.

Få timer senere var Kristian Ramm-Larsen fyret.

Ifølge BT blev den nu tidligere Hay-direktør dømt 16 dage før han tiltrådte topposten i Hay.

Han er iøvrigt nabo til designmakkerparret Mette og Rolf Hay i Gentofte.


Designer Rolf Hay er konstitueret som administrerende direktør. Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix/arkiv

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.