Dansk damedouble går glip af All England-finale
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl missede finalen ved All England efter nederlag til kinesisk par.
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte lørdagens semifinale til kinesisk par. Arkivfoto.
Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte lørdagens semifinale til kinesisk par. Arkivfoto. Foto: Finn Frandsen/Polfoto


Danmark er repræsenteret i en enkelt af søndagens badmintonfinaler ved All England, og det bliver i mixeddouble.

Det står klart, efter at den danske damedouble Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte 19-21, 21-9, 14-21 til Yang Yu og Yuanting Tang fra Kina. Kampen varede lidt over en time.

Danskerne viste ellers flot moral ved at komme tilbage i kampen efter at have tabt et yderst jævnbyrdigt første sæt.

Det var en overlegen præstation af danskerne i andet sæt, der kun tillod kineserne sølle ni point.

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl skulle derfor for anden kamp i træk ud i et tredje sæt for at afgøre, hvem der skulle gå videre.

Her kom danskerne bagud med 10-14, og kineserne blev ved med at trække fra og sikrede sejren ret overbevisende til slut.

Modstanden blev dermed for stor i semifinalen, og de sjetteseedede kinesere er nu i finalen. Selv var danskerne seedede som nummer fire.

Christinna Pedersen kan trøste sig med, at hun er med i søndagens finale i mixeddouble, hvor hun danner makkerpar med Joachim Fischer Nielsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.