Dansk damedouble er semifinaleklar i Hongkong
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen tabte første sæt, men kom siden tilbage og vandt kvartfinalen.
Den danske damedouble møder i semifinalen et kinesisk par, som overraskende slog verdensetterne i sin kvartfinale.
Den danske damedouble møder i semifinalen et kinesisk par, som overraskende slog verdensetterne i sin kvartfinale. Foto: Ben Stansall/AFP


OL-sølvvinderne Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen nærmer sig en Super Series-triumf i denne uge i Hong Kong Open.

Fredag spillede de to danskere sig i semifinalen, da parret slog Jongkolphan Kititharakul og Rawinda Prajongjai fra Thailand med 19-21, 21-16, 21-18.

I semifinalen venter en for danskerne ukendt konstellation i form af kineserne Yixin Bao og Xiaohan Yu.

De to par har aldrig mødt hinanden før, men danskerne kan forvente hård modstand, da kineserne i sin kvartfinale slog verdensranglistens nummer et.

Gennem store dele af første sæt i Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersens kvartfinale havde danskerne et efterslæb, men det lykkedes alligevel at skabe lidt spænding ved 19-20.

Thailænderne, der er nummer 13 på verdensranglisten, udnyttede siden sætbold nummer to.

I andet sæt tog danskerne teten og var blandt andet foran med fire point undervejs. Siden fulgte lidt problemer, men med fem vundne dueller i træk gik Rytter Juhl og Pedersen fra 16-16 til en sætsejr.

Indledningen på tredje sæt var ikke god set med danske øjne, men så tog sættet en skarp drejning.

Danskerne var bagud med 4-7, men på få minutter blev det vendt til en føring på 12-8. Akkurat som i det foregående sæt åd thailænderne den føring, men igen trak den danske double det længste strå til sidst.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.