Dansk cykelkomet vil bare overleve kongeetapen
Han er nummer seks i klassementet og fører ungdomskonkurrencen, men torsdag vil Mads Pedersen bare overleve.


Der venter rytterne en hård etape torsdag, når feltet i Post Danmark Rundt skal prøve kræfter med bakkerne i området omkring Vejle.

Én af dem, der frygter bakkedragene, er den 19-årige Mads Pedersen (Cult Energy), som inden dagens etape ligger på en flot sjetteplads i løbet og fører ungdomskonkurrencen.

- Jeg skal overleve i dag. Det bliver en forfærdelig omgang. Jeg har ingen forventninger til i dag. Det er ren overlevelse for mig, siger han inden torsdagens start fra torvet i Vejle.

Selvom Mads Pedersen frygter bakkerne, så er ambitionerne på kongeetapen stadig store på Cult-holdet, hvor særligt én af rytterne er ekstra motiveret.

- Vi kører efter en sejr på dagens etape, hvor vi har Rasmus Guldhammer, der kører pissestærkt lige nu. Han er nok vores bedste bud på en etapesejr i det her løb, og han er på hjemmebane i dag, så han er totalt opsat, siger Mads Pedersen.

Taktikken på etapen er derfor også lagt efter, at holdet skal hjælpe Rasmus Guldhammer til en triumf på toppen af den berygtede Kiddesvej.

Samtidig kan det også sikre Mads Pedersens position i både klassementet og ungdomskonkurrencen, håber det unge talent.

- Jeg har stadig 33 sekunder til Søren (Kragh Andersen, red.), som ligger nummer to i ungdomskonkurrencen. Hvis jeg får afleveret Guldhammer på midten af Kiddesvej eller sidder med ham deropad, så kan jeg ikke nå at tabe så meget, og så er vi i en ønskesituation, siger han.

Mens Cult Energys fremtid fortsat er et stort spørgsmålstegn, fordi holdet mangler en sponsor fra næste sæson, så glæder Mads Pedersen sig over, at han kan sørge for lidt positiv omtale af holdet.

- Det er fedt, for der er meget opmærksomhed omkring trøjen, og det er fedt at vise holdet frem på en positiv måde, siger han.

Mads Pedersen er et anerkendt talent i cykelverdenen. I 2013 vandt han ungdomsudgaven af Paris-Roubaix, og sidste år blev han nummer 10 på enkeltstarten i Post Danmark Rundt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.