Dansk chef dropper topjob i London: Familien er vigtigere
42-årige Kasper Holten har sagt nej tak til at fortsætte som chef for Royal Opera House, Covent Garden Operaen i London.
Kasper Holten blev operachef på Royal Opera House, Covent Garden Operaen i London i 2011. 
Kasper Holten blev operachef på Royal Opera House, Covent Garden Operaen i London i 2011.  Foto: Scanpix arkiv


Kasper Holten kan næsten nå stjernerne fra sit nuværende trin på karrierestigen. Alligevel har den den 42-årige dansker valgt at takke nej til at fortsætte som chef for briternes kongelige opera på Covent Garden.

Årsagen er, at hensynet til familien er vigtigere. Det fortæller han til Berlingske.

Bliver familien i London vil Kasper Holtens datter nemlig skulle starte i skole dér, og det ønsker forældrene ikke.

- Og efter lange og grundige overvejelser er vi kommet frem til, at hun skal gå i skole og vokse op i København. Det vil være det bedste liv for hende og for os. Og dét er trods alt vigtigere end opera og Royal Opera House, siger han Kasper Holten til Berlingske.

Men det har ikke været nogen nem beslutning for den 42-årige Operachef og hans kæreste koreografen Signe Fabricius.

- Mit arbejde er for alvor ved at slå an herovre - og der bliver lagt mærke til, at der nu sker nye ting. Der er spændende planer på plads frem til både 2019, 2020 og 2021, som det er frygteligt ikke at skulle følge til dørs. Og jeg ærgrer mig naturligvis over ikke at have tid til at være her længe nok til for alvor at have været en del af Royal Opera Houses historie, siger han til Berlingske.

Kasper Holten blev operachef på Royal Opera House, Covent Garden Operaen i London i 2011. Operaen har tilbudt ham en ny kontrakt på fem år, men danskeren har meddelt bestyrelsen, at han kun vil have syv måneder ekstra, fortæller han til Berlingske.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.