Dansk boksetalent smadrer hånden i knockout-sejr
Dennis Ceylan varmede op til braget mellem Rudy Markussen og Patrick Nielsen med knockout-sejr, der gør avs.
Danske Dennis Ceylan slår ud efter colombianske Walter Estrada, der blot holdt fem minutter i Brøndby Hallen.
Danske Dennis Ceylan slår ud efter colombianske Walter Estrada, der blot holdt fem minutter i Brøndby Hallen. Foto: JAKOB JØRGENSEN/POLFOTO


Boksehåbet Dennis Ceylan slår tilsyneladende så hårdt, at hånden ikke kan holde til det.

Lørdag aften bankede den 26-årige Aarhus-bokser den rutinerede colombianer Walter Estrada ved boksestævnet i Brøndby Hallen, hvor hovedkampen står mellem Rudy Markussen og Patrick Nielsen.

Tre gange på fem minutter var 40-årige Estrada i gulvet, og i anden omgang var forestillingen forbi.

- Min hånd er ødelagt igen. Det var den allerede efter første omgang.

- Det er irriterende. Jeg har et knockout-punch, men jeg må vente med at lave knockout, indtil de vigtige kampe kommer, siger Dennis Ceylan, der efterhånden begynder at nærme sig en titelkamp.

Lige nu bekymrer han sig mest om hånden.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med min hånd. Jeg skal måske spise mere havregryn eller drikke mere mælk. Jeg ved det ikke.

- Jeg har været til specialister, der siger, at jeg har så lidt arvæv derinde, at de ikke vil råde mig til en operation. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har for meget punch, siger Ceylan.

Fjervægteren, der i 2012 stillede op ved OL i London, afviser, at problemerne kan koste karrieren.

Den næste kamp på plakaten for Dennis Ceylan er til februar mod en endnu ukendt modstander.

- Det er muligvis en titelkamp. Jeg håber snart, at jeg får et bælte. Jeg er klar til det, siger han.

Kort efter Dennis Ceylans sejr var Patrick Nielsens bror Micki Nielsen i ringen i cruiservægt.

Det endte med endnu en dansk knockout-sejr, da Nielsen slog Konstantin Semerdjiev fra Bulgarien. Kampen blev afsluttet i tredje omgang af den hårdtslående dansker.

Hovedkampen i Brøndby Hallen mellem Rudy Markussen og Patrick Nielsen ventes at gå i gang lidt over midnat.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.