Dansk barnestjerne er død
Mathilde Gersby ville som kræftramte Ritt Bjerregaard have aktiv dødshjælp gjort lovligt.
Af Peter Bergman
MERE
Mathilde Gersby er død.
Mathilde Gersby er død. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix/arkiv


Mathilde Gersby, der blev kendt fra tv-serien "Da Lotte blev usynlig", er død. Hun blev 37 år.

Det skriver hendes bror på Facebook:

"Min søster døde den 16-09-16. Kl. 21.45. Hun har kæmpet en brav kamp mod cystisk fibrose, og kunne ikke mere til sidst. Hun var stærk til det sidste. Ære være hendes minde."

Produktionsselskabet, der i øjeblikket arbejder på en dokumentar om hende, bekræfter over for TV 2, at hun er død.

Mathilde Gersby spillede i slutningen af firserne den rødhårede Lotte i tv-serien ”Da Lotte blev usynlig”. Den havde premiere på DR i 1987.

Dræbende sygdom

Den 37-årige tidligere barnestjerne var født med den arvelige sygdom cystisk fibrose.

I foråret sagde hun til ugebladet Se og Hør, at hun, som kræftramte Ritt Bjerregaard, ville have aktiv dødshjælp gjort lovligt.

- Jeg har ikke lyst til at lide en uværdig død, forklarede Mathilde Gersby, mens hun var indlagt med en infektion.

Sygdommen betød, at hun, ifølge Se og Hør, var igennem to lungetransplantationer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.