Dansk band siger farvel: Vi har opnået mere, end vi turde tro på
Det danske band Lighthouse X holder op med at spille sammen, skriver bandet i en pressemeddelelse.
Lighthouse X ophører med at være et band. Her ses bandet samlet efter semifinalen i Eurovision Song Contest i Sverige, hvor de ikke gik videre.
Lighthouse X ophører med at være et band. Her ses bandet samlet efter semifinalen i Eurovision Song Contest i Sverige, hvor de ikke gik videre. Foto: Flindt Mogens/Polfoto


Det danske band Lighthouse X, der blandt andet er kendt for sin deltagelse i det danske Melodi Grand Prix, stopper med at lave musik sammen.

Det skriver bandet i en pressemeddelelse.

Efter fire års samarbejde har bandets medlemmer, der består af Søren Bregendal, Johannes Nymark og Martin Skriver, nemlig valgt at gå hver til sit og fokusere på deres respektive karrierer.

- Lighthouse X har hele tiden været et projekt med en begrænset levetid, siger forsanger Søren Bregendal i pressemeddelelsen.

Bandet står blandt andet bag nummeret "Soldiers of Love", der i februar i år vandt det danske Melodi Grand Prix, men som ikke formåede at gå hele vejen til finalen i Eurovision Song Contest 2016 i Sverige.

Det er dog med glæde i øjnene, at bandet alligevel kigger tilbage på deres tid sammen.

- Med Lighthouse X har vi opnået mere, end vi nogensinde turde tro på, at vi ville. De fire sidste år har været en fuldkommen fantastisk rejse for os, hvor vi har sunget og spillet for et utal af mennesker, hørt deres historier og gjort alt, hvad vi overhovedet kunne for at gøre en positiv forskel i verden. Det var det, der var vores mission, da vi dannede bandet i 2012, og projektet er lykkedes, siger Søren Bregendal.

Lighthouse X spiller gruppens sidste koncert til Copenhagen Pride onsdag den 17. august.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.