Dansk badmintontalent misser matchbold mod verdensetter
Teenageren Julie Dawall Jakobsen var ved at levere en sensation mod verdensranglistens nummer et i Odense.
Carolina Marín vandt OL-guld i Rio. Onsdag var hun tæt på at få klø af dansk teenager.
Carolina Marín vandt OL-guld i Rio. Onsdag var hun tæt på at få klø af dansk teenager. Foto: Goh Chai Hin/AFP


Julie Dawall Jakobsen var en enkelt bold fra en sensation, der ville have givet genlyd i hele badmintonverdenen og formentlig en fest i Odense under Denmark Open.

Den 18-årige dansker fra Virum havde matchbold ved 21-20 i tredje sæt mod den spanske verdensetter og OL-guldvinder, Carolina Marin. Spanieren afværgede dog katastrofen og tog sig kort efter af sætsejren.

Carolina Marín vandt kampen 21-13, 16-21, 24-22 og er klar til anden runde i den danske Superseries Premier-turnering.

Efter den overraskende, men sikre sætsejr til Julie Dawall Jakobsen i andet sæt, tydede det på, at Marin ville sætte danskeren på plads med en stærk indledning på tredje sæt.

Hurtigt blev det 10-5 til spanieren, før Julie Dawall kæmpede sig tilbage og også kom foran 16-14.

Den danske teenager er nummer 88 på verdensranglisten. Hun var med på det danske damehold, der i februar vandt EM-guld.

Natalia Koch Rohde røg tidligere onsdag ud af turneringen efter et nederlag i tre sæt til japaneren Sayaka Sato.

Yderligere fire danske damesingler skal i aktion i turneringen onsdag. Blandt dem finder man OL-deltageren Line Kjærsfeldt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.