Dansk angriber skifter til Mainz i Bundesligaen
22-årige Emil Berggreen skifter til Mainz, der tror på, at danskeren kan udvikle sig til en profil.
Emil Berggreen skal fremover gå på måljagt i den bedste tyske fodboldrække. (Arkivfoto).
Emil Berggreen skal fremover gå på måljagt i den bedste tyske fodboldrække. (Arkivfoto). Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Bundesligaen har søndag fået en ny dansk angriber.

22-årige Emil Berggreen skifter til Mainz 05 fra Eintracht Braunschweig i den næstbedste tyske fodboldrække på en kontrakt frem til sommeren 2019.

Den tidligere Hobro-angriber har scoret 10 gange i 26 kampe for Braunschweig det seneste år. I samme periode er det blevet til fem målgivende afleveringer.

- Emil Berggreen er en typisk transfer for Mainz 05. Han er en ung udviklingsspiller, som vi gennem længere tid har haft et godt øje til, siger Mainz-manager, Christian Heidel, til klubbens hjemmeside.

- Han har gjort godt opmærksom på sig selv i 2. Bundesliga, og vi har tillid til, at han kan udvikle sit potentiale hos os og hæve det til Bundesliga-niveau, siger Heidel.

Mainz-træner Martin Schmidt har også pæne ord at sige om danskeren, der i sommeren 2015 deltog ved U21-EM.

- Emil Berggreen er en stor, robust central angriber med god teknik, som er dygtig i boksen. Med hans egenskaber giver vi truppen ekstra kvalitet, siger Schmidt.

Mainz kæmper i denne sæson med i toppen af den bedste tyske fodboldrække, hvor holdet indtager en syvendeplads.

Mainz råder i forvejen over den tidligere danske landsholdsspiller Niki Zimling i truppen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.