Dansk 800 meter-løber sikrer sig VM-billet
Andreas Bube er klar til VM i atletik i august, efter han torsdag satte sin bedste tid i år i Stockholm.
Andreas Bube kvalificerede sig torsdag til VM.
Andreas Bube kvalificerede sig torsdag til VM. Foto: SJØRUP THOMAS/free


Løberen Andreas Bube har opfyldt et af sæsonens mål ved at kvalificere sig til VM i Beijing, der finder sted i slutningen af august.

VM-billetten til den danske 800 meter-løber har ventet længe på sig, men torsdag aften blev den endelig sikret, da danskeren klarede kvalifikationskravet ved Diamond League-stævnet i Stockholm.

Danskeren kom i mål tiden 1.45,78 minutter, hvilket var 22 hundrededele af et sekund under kvalifikationskravet.

Tiden rakte også til en andenplads i løbet, der blev vundet af Musaeb Abdulrahman Balla fra Qatar, der var lidt mere end et halvt sekund hurtigere end danskeren.

Andreas Bubes bedste resultat ved et mesterskab er EM-sølv i 2012, men nu får han altså mulighed for at forbedre det resultat ved VM.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.