Danseklar sportsmand: Højden er en udfordring
Basketballspilleren Chris Christoffersen er i fuld gang med træningen til Vild med dans. Han fortæller, at højden kan være en udfordring.
Chris Christoffersen skal danse med den professionelle danser Luise Crone Dons i den nye sæson af Vild med dans.
Chris Christoffersen skal danse med den professionelle danser Luise Crone Dons i den nye sæson af Vild med dans. Foto: MOGENS FLINDT/POLFOTO


Da det blev afsløret, at basketballspilleren Chris Christoffersen skulle deltage i den nye sæson af Vild med dans, blev han hurtigt omtalt som den højeste deltager nogensinde i det populære danseprogram.

Højden kommer ham til gode, når han spiller i den aarhusianske basketballklub Bakken Bears, men på dansegulvet kan det være en udfordring at måle 2,18 meter.

- Der er klart nogle udfordringer ved, at der den højdeforskel. Jeg er måske også lidt mere stiv i det, så det er svært for mig at se elegant ud. Samtidig med det, så er jeg sportsmand, og derfor er jeg vant til at bevæge mig mere aggressivt. Der er nok at tage fat på, men jeg har en utroligt dygtig partner og vi træner hårdt, siger han.

Chris Christoffersen skal danse med den langbenede, professionelle danser Luise Crone Dons. Hun ser dog også fordele ved sin partners højde.

- Man kan jo ikke lave om på det, og selvfølgelig er det en udfordring. Men der kommer nogle gode løft, og så føler jeg mig lille og petit. Det er jo altid dejligt. Alle har sine udfordringer, og jeg tror ikke, at det er sværere end for så mange andre, siger hun med et smil.

Det er dog ikke kun den 36-årige basketballspiller, der har været en smule nervøs for sin højde i danseprogrammet. Også Chris Christoffersens far havde nogle betænkeligheder ved, at sønnen skulle deltage.

- Min mor var fuldstændigt med på den fra starten, men min far var ikke helt klar på, at jeg skulle være med. Han var bekymret for, at folk vil synes, at jeg ser sjov og komisk ud på dansegulvet på grund af min højde.

- Men det vil jeg slet ikke bekymre mig om. Jeg har aldrig tænkt over min højde som en dårlig eller komisk ting tidligere, og jeg vil ikke begynde på det nu, siger Chris Christoffersen og tilføjer:

- Hvis der er nogle, der synes, at jeg ser sjov ud på dansegulvet, så må det være sådan. Vi snakkede om det, og min far støtter også fuldstændigt op om det nu. Så nu skal jeg bare gøre mit bedste og træne hårdt, så jeg kan vise, hvad jeg kan.

Den tolvte sæson af Vild med dans skydes i gang fredag den 11. september klokken 20.00 på TV2.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.