Danmarks nye U21-landstræner: Det er et privilegium
Niels Frederiksen glæder sig til at lede U21-landsholdet. DBU roser Frederiksens arbejde med unge spillere.
U21-landsholdet skal fremover trænes af den tidligere Esbjerg-træner Niels Frederiksen.
U21-landsholdet skal fremover trænes af den tidligere Esbjerg-træner Niels Frederiksen. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Niels Frederiksen har endnu engang valgt at gå i Jess Thorups fodspor.

I sommeren 2013 afløste han Thorup som cheftræner i Esbjerg, og nu afløser han selvsamme Thorup i jobbet som dansk U21-landstræner, efter Thorup sagde op til fordel for trænerjobbet i FC Midtjylland.

I velkomstgave som U21-landstræner har Niels Frederiksen fået billetten til den første danske OL-deltagelse i fodbold siden 1992, og derudover venter en EM-kvalifikation, der begynder i oktober. Hovedpersonen glæder sig til sit nye job.

- Holdet står over for store udfordringer på den internationale scene. Den kommende EM-kvalifikation og OL-turneringen bliver begge meget spændende udfordringer.

- Samtidig glæder jeg mig til de udfordringer, der ligger i at være med til at præge de unge talenter og talentudviklingen i Danmark på nærmeste hold.

- Det er et kæmpe privilegium, som jeg glæder mig til, siger Niels Frederiksen i en pressemeddelelse fra Dansk Boldspil-Union (DBU).

Han blev tidligere i august fyret som cheftræner i Esbjerg efter en skuffende sæsonstart, men Frederiksens erfaring og evner udløste efter få uger et jobtilbud fra DBU.

Her glæder man sig over at have fundet en erfaren træner til U21-landsholdet.

- Med Niels Frederiksen får vi en træner med gode resultater og stærk erfaring og ikke mindst rigtig god indsigt i at arbejde med unge spillere.

- Det er en styrke, at Niels kan tiltræde med det samme, så han sammen med assistenttræner Henrik Clausen kan udvikle holdet til de næste venskabskampe, så alle er klar til de vigtige EM-kvalifikationskampe i oktober, siger talentudviklingschef Flemming Berg i pressemeddelelsen.

Niels Frederiksen tiltræder i sit nye job 1. september og er med, når U21-landsholdet i næste uge tager til Tyskland og Ukraine for at spille to forberedelseskampe forud for EM-kvalifikationskampene mod Wales og Bulgarien i oktober.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.