Der er store forventninger til den danske ishockeyspiller Frans Nielsen, der natten til fredag får debut for storklubben Detroit Red Wings i Den Nordamerikanske Ishockeyliga, NHL.
Klubben har givet Nielsen en seks år lang kontrakt og udstyret ham med en lige så markant rolle, som han udfyldte igennem ti år i mere beskedne New York Islanders.
- Jeg bliver andencenter og får en rolle både defensivt og offensivt, i powerplay og i boxplay. Det er derfor, de har hentet mig: De har set, hvad jeg har gjort i New York, siger Frans Nielsen.
Den 32-årige forward, der i 2007 blev første dansker i den prestigefyldte liga, er hentet ind som afløser for den russiske supercenter Pavel Datsyuk.
Især danskerens alsidighed og kvaliteter i begge ender af banen er faldet i øjnene, siger Detroits træner, Jeff Blashill, til klubbens hjemmeside.
- Efter vores mening var Frans den bedste tovejscenter på markedet. Jeg har set ham mange gange, og han har haft stor indflydelse på kampene hver gang.
- Han kan spille mod modstandernes bedste spillere og alligevel producere noget offensivt. Det er en sjældenhed, siger Blashill.
Nielsen og Detroit åbner sæsonen på udebane mod Tampa Bay Lightning, og for danskeren bliver det utvivlsomt en speciel oplevelse at spille NHL i en anden trøje end New York Islanders'.
- Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal forvente. Jeg har jo været så længe i New York, og det er første gang, jeg har skiftet klub i NHL.
- Jeg er kommet til en klub, der har en vanvittig vinderkultur, siger Frans Nielsen.
Detroit Red Wings har kvalificeret sig til slutspillet hvert år siden 1991 og vandt den seneste af foreløbig 11 Stanley Cup-titler i 2008.
/ritzau/