Danmarks naboer bringer optimisme til klimatopmøde i EU
EU's medlemslande skal søge at nå en fælles aftale for blandt andet CO2-reduktion, og det er muligt, lyder det


Flere af Danmarks nærmeste naboer ankommer til torsdagens EU-topmøde i Bruxelles fulde af forhåbning og tro på, at man kan opnå en ambitiøs klimaaftale.

Både Finland, Estland og Sverige mener, at man kan nå til enighed om en stor klima- og energipakke, hvilket der har hersket tvivl om før mødet, da landene kommer med vidt forskellige nationale interesser.

- Jeg er meget optimistisk og tror på, at vi kan få en god aftale i aften, siger Alexander Stubb, den finske statsminister.

Den svenske statsminister, Stefan Löfven, peger på vigtigheden af, at Europa står sammen med ambitiøse klimamål, så man får en stærk stemme på klimatopmødet COP21 i Paris næste år.

- Det er vigtigt, at EU er en meget aktiv aktør, og hvis vi kommer med en fælles indstilling, kan vi være mere aktive i Paris, siger Stefan Löfven.

Socialdemokraten, som overtog statsministerposten i Stockholm starten af oktober, har dog netop lidt et nederlag på hjemmefronten.

Den nyvalgte svenske mindretalsregering havde håbet at få mandat til at forhandle om et væsentligt mere ambitiøst klimamål, men det fik man ikke støtte til i Riksdagen.

Den estiske premierminister, Taavi Roivas, kommer også med håb om, at man kan nå et kompromis for hele pakken: Reduktion af CO2-udslip, mål for vedvarende energi og øget energieffektivitet.

- Verden kigger på Europa lige nu og forventer, at EU skal tage førertrøjen på. I Estland mener vi, at Europa skal gå forrest i kampen for klimaet.

- Alle skal ofre sig, og det vil blive sådan, at ingen vil være fuldt tilfreds, men det er også tegn på, at vi har nået et kompromis. Derfor er jeg forsigtig optimist, siger den estiske premierminister ved ankomsten til topmødet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.