Danmarks første astronaut slog godt 8000 kandidater
I 10 dage skal Andreas Mogensen bo på Den Internationale Rumstation sammen med otte andre astronauter.


Andreas Mogensen bliver Danmarks første astronaut, når han 2. september skydes op med en løfteraket fra rumbasen Baikonur i Kasakhstan sammen med den erfarne russiske rumkaptajn Sergej Volkov og kasakheren Aidyn Aimbetov.

Den 38-årige dansker var langt fra den eneste, der drømte om at blive astronaut.

8412 andre håbefulde kandidater havde samme drøm, men kun seks slap gennem nåleøjet og blev en del af Det Europæiske Rumagenturs (ESA) astronautkorps.

Andreas Mogensen blev udtaget af ESA i 2009, og siden da har han trænet et svimlende antal timer til turen.

- Jeg har trænet hos Nasa i Houston, på det europæiske astronautcenter i Köln, på det japanske astronautcenter uden for Tokyo, på det canadiske center i Montreal - og så nu "Stjernebyen" i Rusland, fortæller Andreas Mogensen til Ritzau.

Missionen er døbt "Iriss" og drejer sig blandt andet om at udskifte et brugt rumfartøj med et nyt. Sojus-kapslerne kan kun bruges i seks måneder i det ugæstfrie kosmiske miljø, blandt andet fordi et varmesystem skal pumpe uafbrudt.

Derfor skal den nye Sojus-kapsel, som Andreas, Volkov og Aimbetov ankommer til ISS med, forblive ved rumstationen.

Sergej Volkov bliver på ISS det næste halve år, mens danskeren og Aimbetov efter 10 dage returnerer til steppen i Kasakhstan i et ældre, veltjent Sojus-fartøj under kommando af en ny russisk kaptajn, den 57-årige rumveteran Gennadij Padalka.

- Padalka er nu den person, der har tilbragt allerlængst tid i rummet med næsten 900 dage i alt, siger Andreas Mogensen.

Den danske astronaut er klar til nye rumture, selv om han lige nu fokuserer på togtet i september, og han er ikke bekymret.

- Jeg er godt klar over, der er en vis risiko, men det er en del af jobbet. Jeg kan bedst sammenligne det med at sætte sig om bord i en flyvemaskine, siger han.

For at markere Danmarks fysiske debut i rummet medbringer astronauten en del særligt danske ting i sin køjesæk: En førsteudgave af Søren Kierkegaard, en slibesten fra vikingetiden, en hoptimist og en masse Lego-figurer.

Det hele skal dog med tilbage efter besøget på ISS.

- Og så har jeg fået en dansk kok til at lave et dansk måltid, som vi skal have på rumstationen, siger Andreas Mogensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.