Danmarks EM-håb får klask af Frankrig i Nice
Armenien tabte 0-4 ude til Frankrig, tre dage før holdet skal spille en afgørende kamp om Danmarks EM-skæbne.
Karim Benzema scorede to gange for Frankrig mod Armenien.
Karim Benzema scorede to gange for Frankrig mod Armenien. Foto: Rani777/GNU Free/wikimedia/free


Hvis Danmark skal sikre andenpladsen i gruppe I og en direkte plads ved EM i fodbold, kræver det hjælp fra Armenien, der på søndag tager imod Albanien i EM-kvalifikationsgruppe I.

Mindst et point til Armenien i den kamp vil betyde, at Danmark tager andenpladsen i gruppen på bekostning af albanerne, der omvendt er EM-klare med en sejr i Jerevan.

Det armenske landshold fik dog ikke den bedste optakt til søndagens kamp, da holdet torsdag aften blev rundbarberet af Frankrig i en venskabskamp i Nice.

Frankrig, der som vært for slutrunden er født EM-deltager, vandt hele 4-0.

Antoine Griezmann bragte hjemmeholdet foran 1-0 i første halvleg, og Yohan Cabaye fordoblede føringen efter pausen.

Herefter overtog Real Madrid-angriberen Karim Benzema scenen, da han scorede to gange.

Frankrig møder på søndag Danmark i en venskabskamp i København.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.