Danmarks dårlige resultater koster på Fifa-rangliste
Fodboldlandsholdet er faldet seks pladser tilbage på den seneste rangliste, hvor holdet nu er nummer 28.
Morten Olsens hold er faldet tilbage på den seneste Fifa-rangliste.
Morten Olsens hold er faldet tilbage på den seneste Fifa-rangliste. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Danmarks fodboldlandshold formåede i september kun at spille 0-0 hjemme mod Albanien og 0-0 ude mod Armenien i EM-kvalifikationen.

De sløje resultater har ikke blot bragt den direkte billet til næste års slutrunde i Frankrig i alvorlig fare. De har også været medvirkende til, at Danmark er faldet tilbage på ranglisten hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

På den seneste rangliste, der blev offentliggjort torsdag, er Danmark rangeret som nummer 28 i verden, seks pladser dårligere end for en måned siden.

Frankrig, Island, Ukraine, Ghana, Rusland og Mexico er alle smuttet forbi Morten Olsens landshold.

Argentina topper fortsat Fifa-ranglisten.

De regerende verdensmestre, Tyskland, har overhalet Belgien og er nummer to, mens belgierne indtager tredjepladsen.

Portugal, som Danmark møder den 8. oktober i EM-kvalifikationen, har taget et spring på to pladser i den rigtige retning, så Cristiano Ronaldo og co. nu er nummer fire.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.