Danmarks curlingherrer tvinger USA til VM-overgivelse
Danmark kom foran 7-1, og så sagde USA tak for kampen og farvel, selv om der resterede to ender.
Team Rasmus Stjerne fik en god start på VM i curling for herrer med en sikker sejr over USA. (arkivfoto)
Team Rasmus Stjerne fik en god start på VM i curling for herrer med en sikker sejr over USA. (arkivfoto) Foto: Aarestrup Pedersen Rune/Polfoto


Team Rasmus Stjerne har fået en rigtig fin start på VM i curling for herrer.

Lørdag aften leverede Danmarks udvalgte bundsolidt spil i turneringens første kamp mod USA og kom foran med 7-1, før amerikanerne med to ender tilbage valgte at give op.

På isen i Basel, Schweiz, kom Danmark på 3-0, før USA reducerede til 1-3 i femte ende. Men fra sjette til ottende ende lavede Danmark i alt fire point, og så valgte amerikanerne altså at sige tak for den aften.

Ved VM 2015 røg USA ud af turneringen i en alt eller intet-kamp mod Finland om en plads blandt de fire hold, som afgjorde medaljerne mellem sig.

Danmarks næste kampe afvikles søndag, hvor modstanderne er netop Finland og så Canada. De to mandskaber sluttede som henholdsvis firer og treer ved VM i Halifax sidste år.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.