Danmarks bordtennisherrer afslutter EM med ny sejr
To sejre mandag betyder, at det danske bordtennislandshold for herrer slutter som nummer 21 ved EM.
Jonathan Groth vandt alle sine 10 kampe i EM's holdturnering.
Jonathan Groth vandt alle sine 10 kampe i EM's holdturnering. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Fem sejre i seks kampe er facit for det danske bordtennislandsholds deltagelse ved EM i den russiske by Ekaterinburg.

Danskerne afsluttede turneringen med to sejre mandag eftermiddag, men den samlede placering som nummer 21 i Europa rækker ikke til oprykning til den bedste division.

21. pladsen blev sikret med en 3-0-sejr over Litauen, mens det tidligere på dagen blev til 3-2 over Israel.

I fraværet af Michael Maze var den store danske profil Jonathan Groth, der brillerede ved at vinde samtlige sine 10 kampe i holdturneringen.

Danmark deltog i den såkaldte Challenge Division, der tæller nationerne fra nummer 17 til 32.

Kun de to bedste sikrede sig avancement til det fineste selskab.

Desværre for danskerne forsvandt muligheden for oprykning med 2-3-nederlaget til Italien søndag, hvor danskerne var handicappet af, at Kasper Sternberg måtte sidde over med en skulderskade.

Sternberg var tilbage i den sidste kamp mod litauerne og vandt en sikker sejr i tre sæt.

EM fortsætter i denne uge med den individuelle turnering, hvor Michael Maze er tilbage, og hvor Jonathan Groth skal forsøge at forlænge sin imponerende stime af sejre.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.