Den danske tv-branche bliver hyldet fredag aften, hvor Billed-Bladet uddeler de eftertragtede TV-Guld-priser til Danmarks bedste tv-værter og tv-programmer.
Prisuddelingen foregår på Hotel d"Angleterre i København.
TV2's Divya Das har modtaget statuetten for årets kvindelige nyhedsvært.
- Jeg havde sat mine penge på Tine Gøtzsche, sagde Divya Das ifølge Billed-Bladet, da hun modtog prisen.
Årets mandlige nyhedsvært blev Kåre Quist, som er på DR's TV-Avisen. Det er andet år i træk, at Kåre Quist må på scenen for at blive kåret som den bedste nyhedsvært.
- At jeg overhovedet er nomineret i den her kategori, er jeg pavestolt over, lød det fra nyhedsværten.
Til TV-Guld-festen bliver der ud over priser for årets nyhedsvært også uddelt priser til årets underholdningsværter og sportsværter samt for årets tv-program.
Derudover bliver hovedprisen uddelt, som er den eftertragtede tv-pris på 100.000 kroner, der bliver givet til årets bedste dokumentarprogram.
Årets kvindelige underholdningsvært: Lene Beier (TV 2)
Årets mandlige underholdningsvært: Mikkel Beha Erichsen (TV 2)
Årets kvindelige nyhedsvært: Divya Das (TV 2)
Årets mandlige nyhedsvært: Kåre Quist (DR)
Årets kvindelige sportsvært: Heidi Frederikke Sigdal (TV 2)
Årets mandlige sportsvært: Morten Ankerdal (TV 2)
Årets nye TV-program (programmer, der har haft premiere i 2015): Norskov (TV 2)
Årets TV-program: Badehotellet (TV 2)
Årets TV-dokumentar: Indiens døtre (DR)
/ritzau/