Danmarks ældste, 111-årige Ellen Adelaide Brandenborg, er død på Lokalcenter Søholm i Viby.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Ellen Brandenborg, der kom til verden 7. januar 1906, blev kaldt Adelaide som barn, opkaldt efter sin franske farmor.
Hun blev født som nummer fire i en søskendeflok på ti i Skørping og nåede at opleve to verdenskrige og har levet under 26 statsministre.
- Min far sagde, at vi piger skulle lære husholdning, så vi kunne blive gift, så jeg fik ingen uddannelse.
- Men min mor, der blev 98 år, lærte mig at lave god mad med masser af grøntsager, fortalte hun for nogle år siden Århus Stiftstidende.
Som 23-årig rejste Ellen Adelaide i 1929 til Montreal i Canada for at arbejde i huset.
Her mødte hun Carl Brandenborg på et ungdomshjem ved Den Danske Kirke. Han var maskinmester og sejlede. De blev gift og fik fire børn.
Familien flyttede til Danmark i 1936, da den ældste søn skulle i skole. Carl Brandenborg fik job som maskinarbejder på FDB's fabrikker i Viby.
Ellens mand døde i 1982, men først for et par år siden flyttede hun til Lokalcenter Søholm, hvor hun var glad for at bo.
Hendes egen opskrift på et godt og langt liv var sund mad og masser af grøntsager og frugt.
- Og så har jeg været glad og haft gode venner og en god familie. Forsøgt ikke at være gal og skælde ud og har aldrig været syg andet end med forkølelser, sagde hun engang.
Ellen Brandenborg mistede for nogle år siden en datter. Hun efterlader sig en søn og to døtre samt syv børnebørn og ni oldebørn ifølge Århus Stiftstidende.
/ritzau/