Danmark vil se fordomsfrit på fælles ydre grænsekontrol
Hvis den ydre grænsekontrol ikke er effektiv, så har alle lande et fælles problem, siger udenrigsministeren.
Udenrigsminister Kristian Jensen, Venstre, siger på et EU-udenrigsminister i Bruxelles mandag, at Danmark og de andre EU-lande fordomsfrit skal se på, hvordan de i fællesskab kan sikre Schengen-områdets ydre grænser.
Udenrigsminister Kristian Jensen, Venstre, siger på et EU-udenrigsminister i Bruxelles mandag, at Danmark og de andre EU-lande fordomsfrit skal se på, hvordan de i fællesskab kan sikre Schengen-områdets ydre grænser. Foto: HENRIK DAUGAARD JENS/POLFOTO


Danmark og de andre EU-lande skal se fordomsfrit på, hvordan de i fællesskab kan sikre Schengen-områdets ydre grænser.

Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) mandag ved ankomsten til et EU-udenrigsministermøde i Bruxelles.

Udenrigsministermødet finder sted dagen før, EU-Kommissionen spiller ud med et forslag om at udvikle grænseagenturet Frontex til en fælles europæisk grænse- og kystvagt.

Forslaget kommer i en situation, hvor omkring 700.000 migranter og flygtninge alene i år er ankommet til Europa gennem Grækenlands gennemhullede ydre grænse.

- Idéen bag Schengen er, at vi har en stærk ydre grænse. Vi må konstatere, at det har vi ikke kunnet leve op til i et stykke tid, siger Kristian Jensen.

- Derfor tror jeg, at det er meget, meget vigtigt, at vi ser fordomsfrit på, hvordan vi kan arbejde sammen, siger han.

Han siger, at EU-landene selvfølgelig skal bevare deres suverænitet, men "hvis den ydre grænsekontrol ikke er effektiv, så har ikke bare ét land, men alle lande i Schengen et fælles problem".

Frontex har indtil nu haft en rent koordinerende rolle, men EU-Kommissionen ventes tirsdag at foreslå, at agenturet med to til tre dages varsel skal kunne indkalde op til 2000 grænsevagter fra medlemslandene, hvis en ydre grænse er i krise.

Det mest kontroversielle ventes at blive et forslag om, at EU skal kunne overtage grænsekontrollen i et medlemsland imod det pågældende lands egen vilje.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sagde i fredags under sit besøg hos EU-toppen i Bruxelles efter det danske nej ved folkeafstemningen, at han som udgangspunkt bakker op om idéen, men at det skal ske med respekt for medlemslandenes suverænitet.

- Jeg mener, at det er helt nødvendigt, at der kommer styr på EU's ydre grænser som i helt og absolut nødvendigt, sagde statsministeren.

Han henviste samtidig til, at EU's stats- og regeringschefer på en række topmøder har "appelleret til Grækenland om at tage det ansvar på sig".

- Jeg synes, at det er naturligt, at man styrker EU's agenturer, men det er klart, at helt grundlæggende skal vi også værne om landenes suverænitet, sagde statsministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.