Danmark undgår udenlandsk mediestorm om grænsekontrol
Det undrer brandingekspert, at Danmark ikke har fået mere kritik for beslutningen om grænsekontrol.


Siden regeringen trådte til i sommer, har Danmark været i stormvejr flere gange i de udenlandske medier.

Først var det Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjbergs (V) omdiskuterede flygtningeannoncer, og siden kom de strammede udlændingelove, der blandt andet gjorde det muligt at tage værdier fra flygtninge.

Alligevel har omtalen af beslutningen om at indføre midlertidig grænsekontrol været kortvarig i udlandet. Det undrer Mads Mordhorst, som er lektor i national branding ved Copenhagen Business School.

- Egentlig synes jeg, reaktionerne har været bemærkelsesværdigt afdæmpet. Især når man sammenholder det med, at der har været dannet en fortælling af Danmark, som har været ret negativ, siger han til Ritzau.

Ifølge Mads Mordhorst kan man trække tråde helt tilbage til Muhammedkrisen, når det kommer til fortællingen om Danmark, som et lille land, "der ønsker at isolere sig fra omverdenen".

Et brand er blevet forstærket af eksempelvis udlændingestramningerne, og som kan have haft konsekvenser for Danmark.

- Hver gang vi bliver nævnt negativt, så begynder der at danne sig et mønster. Det vil sige, at ting har nemt ved at blive læst ind i det mønster, siger han.

Eksempelvis nævner han, at flere mente, at Helle Thorning-Schmidt (S) ikke fik jobbet som FN's højkommissær for flygtninge, på grund af Danmarks politik i forhold til udlændinge.

Når Danmark alligevel slipper for flere dage igennem mediemøllen i disse døgn, så er det først og fremmest, fordi lande tæt på Danmark, også har indført former for kontrol på det, lyder vurderingen fra Mads Mordhorst.

Han understreger dog også, at det endnu er for tidligt at slå helt fast, om grænsekontrollen har haft betydning for Danmarks omdømme eller ej, da kontrollen kun har fungeret i et døgn.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.