Danmark tvangsudsender somaliere for første gang i årevis
Fire mænd blev i weekenden ledsaget til Mogadishu af danske betjente på trods af fortsat uro i deres hjemland.


For første gang i flere år lykkedes det i weekenden Danmark at tvangsudsende afviste asylansøgere til Somalia.

Danske politibetjente ledsagede fire somaliske mænd om bord på et fly, som fløj dem til Somalias hovedstad, Mogadishu. Det skriver Information.

Det sydlige og centrale Somalia har igennem mange år været præget af krig og konflikt, og det har indtil nu ikke været muligt at sende asylansøgere tilbage til dette område.

Men efter et tilsyneladende langstrakt diplomatisk forhandlingsforløb mellem danske og somaliske myndigheder er det nu lykkedes at få Somalia til at acceptere en tvangsudsendelse.

Det står ikke klart, hvad Danmark har aftalt med de somaliske myndigheder, da hverken Rigspolitiet, der står for den praktiske gennemførelse af udsendelser, eller Justitsministeriet vil gå i detaljer om sagen.

Ministeriet vil kun oplyse, at "Danmark har et nært samarbejde med de somaliske myndigheder om udsendelse. Efter somalisk ønske sker samarbejdet i fortrolighed".

Information har haft kontakt til to af de udsendte somaliere, inden de blev sendt til Mogadishu. Deres advokater bekræfter, at de nu er i Somalia.

Flere europæiske lande har det seneste år forsøgt at tvangsudsende afviste asylansøgere til det sydlige og centrale Somalia. Det har fået internationale organisationer som Amnesty International og FN til at protestere og advare mod tvangsudsendelser til disse områder af Somalia.

- Under de forhåndenværende omstændigheder anmoder UNHCR (FN's Flygtningehøjkommissariat, red.) indtrængende stater om at undlade tvangsmæssigt at returnere nogen personer til områder i det sydlige og centrale Somalia, som er ramt af militære kampe, eller som forbliver under ikkestatslige gruppers kontrol, skrev UNHCR i juni 2014.

Til Information oplyser UNHCR, at man fastholder denne holdning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.