Danmark snupper samlet World Cup-sejr i orienteringsløb
En sjetteplads ved søndagens stævne sikrede Danmark den samlede World Cup-sejr i orienteringsløb.
Det danske hold, der hentede medaljer i sprintstafet ved VM i orienteringsløb i Skotland.
Det danske hold, der hentede medaljer i sprintstafet ved VM i orienteringsløb i Skotland. Foto: Torben Utzon/DOF/free


Danmark hentede søndag en sjetteplads i søndagens springstafet i orienteringsløb ved World Cup-stævnet i Schweiz.

Dermed slutter Danmark som samlet vinder af World Cuppen med 225 point i alt foran Schweiz og Sverige med henholdsvis 210 og 205 point.

Et stærkt udlæg fra debutanten Cecilie Klysner og en sidste tur af Maja Alm var nok til at skrabe de fornødne point sammen til danskerne, der dermed slutter foran både Schweiz og Sverige.

Det er første gang siden 1998, at Danmark slutter øverst i World Cup-sammenhæng.

- Det er en fantastisk måde at slutte en helt fantastisk sæson på. Især efter, at vi har haft modgang med skader og sygdom på det sidste, så er det med til at løfte hele gruppen, siger landstræner Lars Lindstrøm i en pressemeddelelse.

Maja Alm sikrede den samlede sejr med en sjetteplads på den sidste tur i det bakkede og sneklædte Arosa, og det var nok til at sikre den samlede sejr, da Danmark i årets første World Cup-stafetter har samlet rigeligt med point sammen.

- Det føltes overraskende godt i dag. Selv om formen ikke var som til VM, så har jeg en stor selvtillid her på sprintdistancen. Og så var jeg ret motiveret, for jeg vidste godt, at der bare skulle et rimeligt løb til, for at vi kunne vinde samlet, siger Maja Alm.

Danmark vandt tidligere i år fire guldmedaljer ved VM i Skotland - blandt andet en guldmedalje i sprintstafet-disciplinen.



/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.