Danmark slutter på syv medaljer ved para-OL
En guld, to sølv og fire bronzemedaljer blev den samlede danske høst ved de paralympiske lege i Rio.
Daniel Wagner (tv.) vandt to medaljer til Danmark ved para-OL.
Daniel Wagner (tv.) vandt to medaljer til Danmark ved para-OL. Foto: Jason Cairnduff/Reuters


Danmark ender på syv medaljer ved de paralympiske lege i Rio, Det står klart, efter den sidste dansker har været i aktion sent lørdag aften dansk tid.

Den danske medaljehøst kunne endeligt gøres op til at tælle en guld, to sølv og fire bronze.

Svømmeren Niels Korfitz Mortensen var sidste dansker med mulighed for en medalje, men han var ikke i nærheden af top-tre i 200 meter medley.

Han sluttede på syvendepladsen og var faktisk kun en hundrededel af et sekund fra den danske rekord, da han svømmede i tiden 2 minutter og 29,77 sekunder.

Det var næsten ti sekunder langsommere end den britiske vinder, Oliver Hynd, der satte verdensrekord med tiden 2 minutter og 20,01 sekunder. To kinesere besatte de næste pladser.

Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier blev Danmark eneste guldvinder i Rio, da han tidligere under legene vandt en dramatisk finale.

Atletikudøveren Daniel Wagner gjorde sig bemærket ved at vinde to medaljer. Han blev delt nummer to og fik sølv på 100 meter, og han fulgte op med en bronzemedalje i længdespring tidligere lørdag.

Ud over Wagner oplevede Susanne Sunesen også at vinde sølv i det individuelle dressurprogram.

De danske dressurryttere havde i det hele taget stor succes. Også Stinna Tange Kaastrup kan rejse hjem fra Rio med to medaljer. Begge var af karaten bronze i det individuelle program samt i kür-finalen.

Den sidste danske medaljetager var Jonas Larsen, der fik bronze i 150 meter medley.

Med den samlede høst på syv medaljer nåede Danmark sin målsætning ved para-OL og lidt til. Inden legene var det ambitionen at hente fem medaljer til Danmark.

De sidste konkurrencer ved para-OL afvikles søndag, men ingen danskere skal i aktion på sidstedagen, der lukkes af med en afslutningsceremoni.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.