Danmark slipper for brasiliansk Bayern-stjerne ved OL
På grund af en skade bliver Douglas Costa alligevel ikke en del af Brasiliens hold ved OL's fodboldturnering.
Douglas Costa skal på grund af en lårskade alligevel ikke deltage ved OL.
Douglas Costa skal på grund af en lårskade alligevel ikke deltage ved OL. Foto: Matthias Schrader/AP


Brasiliens hold ved OL's fodboldturnering må undvære en af de største stjerner, der ellers var udtaget til truppen.

Den offensive Bayern München-kant Douglas Costa har således meldt afbud på grund af en skade, oplyser den tyske mesterklub på sin hjemmeside mandag.

Det er en skade i venstre lår, der hindrer Costas deltagelse.

- Jeg ærgrer mig meget over det. Vi ønskede alle, at Douglas skulle deltage ved OL i sit hjemland, men spillerens helbred har førsteprioritet, siger Bayern Münchens formand, Karl-Heinz Rummenigge.

Costa vil nu fortsætte sin genoptræning i München. Han var sammen med Barcelona-stjernen Neymar udtaget som en af de tre tilladte spillere, der er over 23 år.

Ved OL-turneringen er Brasilien i indledende gruppe med blandt andre Danmark. De øvrige deltagere i gruppe A er Irak og Sydafrika.

OL begynder 5. august, men fodboldturneringen tyvstarter 4. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.