Danmark sagsøger EU for kemi-nøl
EU-Kommissionen har syltet lov mod hormonforstyrrende stoffer, mener Danmark, som støtter Sverige i sagsanlæg.


EU-Kommissionen trækkes nu i retten for at sylte lovgivning om hormonforstyrrede stoffer. Danmark går ind i sagen og presser på for, at EU vedtager fælles regler, oplyser Miljøstyrelsen.

Ifølge EU's egne regler for kemi-området skulle EU-Kommissionen allerede tilbage i december 2013 have vedtaget fælles kriterier for, hvornår et stof er hormonforstyrrende.

Det er ikke sket endnu, og fra dansk side har miljøminister Kirsten Brosbøl (S) længe krævet, at EU sætter mere fart på arbejdet.

For at øge presset tilslutter Danmark sig nu den retssag, som Sverige har rejst mod kommissionen om netop de forsinkede kriterier for hormonforstyrrende stoffer, skriver Miljøstyrelsen på sin hjemmeside.

De hormonforstyrrende stoffer mistænkes for at være en medvirkende årsag til testikelkræft, dårlig sædkvalitet og tidlig pubertet hos piger.

Lige nu bruges der nogle midlertidige kriterier til at bestemme, om et stof er hormonforstyrrende, hvis det skal bruges i sprøjtemidler eller hverdagsgifte (biocider).

De midlertidige kriterier er efter Miljøstyrelsens og Miljøministeriets vurdering ikke sikre nok, og derfor er det ifølge styrelsen vigtigt, at EU-Kommissionen fastsætter nogle mere sikre kriterier.

Sverige anlagde sagen mod EU-Kommissionen i juli 2014. Konkret går retssagen på manglende overholdelse af reglerne i biocid-forordningen. Sagen kører nu ved EU-Domstolen, og det er uvist, hvornår der kommer en afgørelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.