Danmark rykker frem på verdensranglisten i fodbold
Sejren over Serbien gav Danmark et spring på to pladser frem på verdensranglisten i fodbold. Færøerne hopper.


Morten Olsens fodboldlandshold er rykket to pladser frem på verdensranglisten i november.

Det fremgår af den verdensrangliste, det internationale fodboldforbund (Fifa) har offentliggjort torsdag.

Udesejren på 3-1 over Serbien i EM-kvalifikationen betyder, at Danmark nu er nummer 30 i verden. Få dage efter triumfen i Beograd tabte Danmark dog 0-2 til Rumænien i Bukarest i en testkamp.

I Færøerne soler de sig formentlig stadig i glæden over sejren på 1-0 over Grækenland i en anden EM-kvalifikationskamp i november.

Den sejr har givet Færøerne, som har danskeren Lars Olsen som landstræner, et spring på 82 pladser frem på verdensranglisten. Færøerne er nu nummer 105.

I toppen er intet ændret blandt de første syv nationer. Så verdensmestrene fra Tyskland fører fortsat foran VM-finalisten Argentina og Columbia.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.