Danmark og Sverige har gennemskuet hinanden
Overraskelserne bliver formentlig få, når Danmark og Sverige møder hinanden lørdag aften.
William Kvist og co. har gennemskuet svenskerne. Og Sverige har ligeledes gennemskuet Danmark.
William Kvist og co. har gennemskuet svenskerne. Og Sverige har ligeledes gennemskuet Danmark. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Danmark og Sverige har mødt hinanden syv gange siden 2004, og den seneste måned har holdene nærstuderet hinanden.

Derfor forventer de danske midtbanespillere William Kvist og Thomas Kahlenberg heller ikke, at holdene kan tage hinanden på sengen, når den første af to playoffkampe bliver spillet lørdag aften.

- Vi kan i meget lille grad overraske hinanden. Vi kender Sverige godt, og vi har spillet mod spillerne eller spillet sammen med dem før i vores klubber.

- Så selv om de overordnede informationer om svenskerne kommer fra Morten Olsen, så byder vi enkelte spillere også ind med viden om dem, som vi kender, siger Kahlenberg.

Det indgående kendskab behøver dog ikke at give en låst kamp, hvor begge mandskaber holder hinanden i skak, siger William Kvist.

- Jeg tror ikke, det bliver en taktisk affære, for vi vil se to forskellige spillestile. Begge hold ved, hvad hinanden kan og vil, så det handler om, hvem der er bedst til at dæmme op for modstanderen og samtidigt anvende egne styrker.

- Det er en sjov taktisk øvelse, for så handler det i bund og grund om kvaliteten på dagen, siger William Kvist.

Kvist mener, at landenes indgående kendskab til hinanden taler i dansk favør. Danmark har nemlig haft taget på svenskerne med sejr i de seneste fire indbyrdes opgør.

- Jeg kan egentlig meget godt lide, at vi har et kendskab til modstanderen. Jo mindre usikkerhed vi har omkring kampene, jo større en fordel er det for os, synes jeg.

- Jeg tror på, at vi kan gøre ondt på svenskerne med vores spillestil. Det har vi vist før, siger William Kvist.

Lidt nyt er der dog for danskerne. Kampen spilles på Friends Arena, som Danmark ikke tidligere har besøgt. Zlatan Ibrahimovic indviede arenaen i 2012 med fire mål i en landskamp mod England foran 50.000 tilskuere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.