Økonomisk står Ukraine og balancerer på grænsen af et sammenbrud, og den ustabilitet er en afgørende del af konflikten med Rusland og krigen i den østlige del af landet.
Internationale kreditorer, blandt dem EU og Den Internationale Valutafond, har af flere omgange hjulpet Ukraine ud af akutte finansproblemer, men forudsætningen er, at regeringen også leverer de reformer, som på sigt skal løfte Ukraine.
Da Petro Porosjenko tiltrådte præsidentposten sidste forår, afgav han et løfte om at gennemføre omfattende reformer.
Stort set intet er sket.
Derfor er den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), i selskab med sin polske kollega, Grzegorz Schetyna, mandag landet i Kijev med en opsang til regeringen.
- Mit budskab er klart. I må ikke stoppe reformsporet. Tværtimod skal I sætte tempoet op. Får Rusland lov til at stoppe det, så har I tabt fremtiden, siger Lidegaard.
Det går for langsomt, mener ministeren, som er inviteret med på rejsen af den polske minister.
- Man kan ikke være tilfreds med hastigheden. Det går alt for langsomt. Der er selvfølgelig gode forklaringer, nemlig at landet er under angreb, og det er uhyre vanskeligt under de nuværende omstændigheder at få den politiske opbakning.
- Men selvom der er gode forklaringer, så bliver mit budskab til den ukrainske regering, at hvis vi ikke er i stand til - selv under disse vanskelige vilkår - at holde fast i reformer, så bliver det umuligt for os andre at levere den støtte, der kan hive ukrainerne ud af problemerne.
Den polske udenrigsminister peger ud over de økonomiske reformer på, at der også er akut behov for at bekæmpe korruption og ændre forfatningen.
- De skal gennemføre reformerne - forfatningsreformerne og decentralisering. De har sagt mange gange, at de er klar til det, men det vil vi spørge til i dag - også bekæmpelsen af korruption i staten, siger Schetyna.
- Martin Lidegaard har haft mange møder i Kijev, og det samme har jeg. Det er vigtigt, at vi kommer sammen med vores fælles budskab, siger udenrigsministeren.
Processen går så langsomt, at Ukraine end ikke har præsenteret en konkret liste over, hvad den har i sinde at gøre for at bedre den skrantende økonomi.
En reformkonference er før udskudt og nu planlagt til 27. april. Der skal regeringen i Kijev præsentere en køreplan for 2015-17.
Den Internationale Valutafond (IMF) anslår, at Ukraine har brug for yderligere 40 milliarder dollar over de næste fire år.
/ritzau/