Danmark og Greenpeace får nyt klimahåb: Brasilien
Det er et rigtig godt signal, at Brasilien er gået med i de ambitiøse landes koalition, siger klimaministeren.


Brasilien er navnet på et sydamerikansk land, og fredag er det blevet navnet på det håb, som verdens små østater, Europa og andre lande har fået til god global klimaaftale.

Som det første store land blandt af de nye vækstøkonomier har Brasilien sluttet sig til "de høje ambitioners koalition" på FN-klimatopmødet i Paris, hvor en aftale ventes lørdag.

- Det er vi rigtigt, rigtigt glade for. Det er positivt, at Brasilien her har vist handling og er gået videre end hidtil. Vi har brug for, at flere af de store udviklingslande ser realismen i øjnene, siger den danske energi- og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V).

Han håber, at også "Qatar, Singapore og lignende lande vil begynde at flytte på sig".

- Det er et rigtig godt signal, som vi hilser med stor tilfredshed, siger Lilleholt.

EU, USA, Afrika og de små østater har samlet sig i det, de selv kalder "de høje ambitioners koalition".

De kræver blandt andet langsigtede reduktionsmål ind i aftalen. Desuden kræver de en sikkerhed for, at klimaambitionerne strammes jævnligt i fremtiden efter en femårig cyklus.

- Denne beslutning af Brasilien kan ændre hele dynamikken i de sidste timer af konferencen, siger Martin Kaiser, som er chef for international klimapolitik i Greenpeace.

Den internationale miljøorganisation roser "de høje ambitioners koalition", som tæller flere end hundrede lande, for at lægge maksimalt pres på de lande, som modarbejder forpligtelser til blandt andet klimafinansiering og mere vidtgående klimamål i aftalen.

- Hvis du ønsker at stoppe klimaforandringer, så skal du have ambitionerne og den politiske vilje, siger Brasiliens udenrigsminister, Izabella Teixeira.

- Det er med stolthed, at Brasilien støtter de høje ambitioners koalition, og vi lover at give vores politiske støtte til dens bestræbelser, siger ministeren.

Kinas viceudenrigsminister, Liu Zhenmi, har kun fnis til overs for den store koalition.

- Vi har hørt om denne såkaldt ambitiøse koalition de sidste par dage. Den har været højt profileret i medierne, men vi har ikke rigtig set dem handle ambitiøst med forpligtelser. Det minder lidt om en "performance", siger Liu Zhenmi med et smil i Kinas delegationslokale.

Han siger, at Kina ikke er inviteret med i koalitionen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.