Danmark møder iskolde hjemmebanefavoritter
De danske U20-drenge skal møde de ubesejrede canadiske værter i kvartfinalen ved VM.
Danmark skal spille mod favoritterne fra Canada til ishockey-VM.
Danmark skal spille mod favoritterne fra Canada til ishockey-VM. Foto: Jan Korsgaard/free


Ishockeytalenterne på det danske U20-landshold skal møde hjemmebanenationen Canada, når der fredag skal spilles kvartfinaler ved VM.

Det står klart, efter at canadierne onsdag aften på overbevisende vis slog USA 5-3.

Canada er gået ubesejret gennem sin gruppe, der ud over USA også tæller Slovakiet, Tyskland og Finland.

Det danske hold skrev historie onsdag aften, da det for første gang lykkedes at komme videre til kvartfinalen. Det skete, da Sverige sejrede over Schweiz med 5-1 i Danmarks gruppe.

Det betød, at de danske resultater - uafgjort mod Tjekkiet og Rusland, nederlag til Sverige og en 4-3-sejr over Schweiz - lige akkurat var nok til at gå videre på bekostning af schweizerne.

I de hidtidige turneringer har det danske landshold hver gang været tvunget ud i nedrykningsspillet.

Billetten til kvartfinalen garanterer samtidig, at landsholdet kan deltage ved næste års turnering i Finland.

Holdet trænes af den tidligere landsholdsspiller Olaf Eller, hvis søn Mads spiller i førstekæden sammen med to andre spillere med kendte hockey-fædre, nemlig Nikolaj Ehlers, der er søn af Heinz, og Oliver Bjorkstrand, der er søn af Todd.

Ved dette VM har holdet præsteret flot hockey, og blandt andre målmanden Georg Sørensen fra Herning Blue Fox har udmærket sig.

I de andre kvartfinaler er der traditionsrige møder i vente. Nabolandene Tjekkiet og Slovakiet mødes i den ene, mens Sverige og Finland mødes i den anden.

Kampen mellem Sverige og Finland er samtidig en gentagelse af sidste års finale i Malmø, der blev vundet af de finske gæster.

I den tredje kvartfinale mødes rivalerne USA og Rusland.

Danmarks kamp skal spilles i Toronto. Vinderen skal møde vinderen af opgøret mellem Slovakiet og Tjekkiet i semifinalen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.