Danmark lige knap selvforsynende med energi
Mens Danmark producerer mere vedvarende energi, falder produktionen af olie, kul og naturgas.
De seneste år er der pumpet mindre olie og naturgas op af den danske undergrund, mens der er sket en stigning i produktionen af vedvarende energi.
De seneste år er der pumpet mindre olie og naturgas op af den danske undergrund, mens der er sket en stigning i produktionen af vedvarende energi. Foto: Colourbox/free


Vindmøller, solceller og andre vedvarende energikilder er afgørende for, at Danmark fortsat er selvforsynende med energi. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Tidligere havde Danmark et væsentligt overskud af energi fra produktionen af kul, råolie, naturgas, vindkraft og andre vedvarende energikilder. Men i 2013 kunne Danmarks energiproduktion kun netop dække vores samlede forbrug af energi.

De seneste år er der pumpet mindre olie og naturgas op af den danske undergrund, mens der er sket en stigning i produktionen af vedvarende energi. Produktionen af vedvarende energi udgjorde i 2013 19,1 procent af den danske energiproduktion.

20 år tidligere, i 1993, var det kun 9,5 procent af den danskproducerede strøm, der kom fra vindmøller og andre vedvarende kilder.

Hvis ikke Danmark havde haft sine egne vedvarende energikilder, havde vi været afhængige af energi fra udlandet siden 2011.

Fra 1998 til 2005 voksede Danmarks årlige overskud af energi, men siden 2005 er det altså blevet mindre. Frem til 1998 brugte danskerne mere energi, end vi producerede.

Hver husstand i Danmark spenderede i 2013 32.500 kroner på energi til blandt andet opvarmning, el, diesel og benzin. Det svarer til, at hver 10. krone af husholdningernes forbrug blev brugt på energi.

Af de 32.500 kroner gik 13.200 kroner til opvarmning, mens 10.500 kroner blev brugt på benzin og diesel, og 8800 kroner gik til el.

Husholdningernes og erhvervslivets udgifter til energi udgjorde sammenlagt 241,7 milliarder kroner i 2013, og det svarer til 12,8 procent af bruttonationalproduktet, som er betegnelsen for den samlede produktion i Danmark.

Det samlede energiforbrug i Danmark faldt med 9 procent fra 1993 til 2013.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.