Danmark har fået to nye steder som Unesco-verdensarv
Christiansfeld ved Kolding og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland er kommet med på den prestigefyldte liste.
Den sønderjyske by Christiansfeld (billedet) er lørdag blevet optaget på Unescos prestigefyldte verdensarvsliste over steder, som har enestående betydning for menneskeheden og bør bevares. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse. - Christiansfeld er nu blevet et verdensnavn. Kvalitetsstemplet er sat på vores unikke brødremenigheds by, siger Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen (V), i en pressemeddelelse. Også parforcejagtlandskabet i Nordsjælland er kommet med på verdensarvslisten./Ritzau/(Bente Lindegaard/POLFOTO/arkiv)
Den sønderjyske by Christiansfeld (billedet) er lørdag blevet optaget på Unescos prestigefyldte verdensarvsliste over steder, som har enestående betydning for menneskeheden og bør bevares. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse. - Christiansfeld er nu blevet et verdensnavn. Kvalitetsstemplet er sat på vores unikke brødremenigheds by, siger Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen (V), i en pressemeddelelse. Også parforcejagtlandskabet i Nordsjælland er kommet med på verdensarvslisten./Ritzau/(Bente Lindegaard/POLFOTO/arkiv) Foto: BENTE LINDEGAARD/POLFOTO


To områder i det danske landskab er blevet optaget på Unesco's prestigefyldte liste over steder i verden, som har enestående betydning for menneskeheden og bør bevares.

Det drejer sig om den sønderjyske by Christiansfeld og Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland, som lørdag er blevet optaget på verdensarvslisten efter et møde i den tyske by Bonn.

Det oplyser Kulturstyrelsen.

Christiansfeld er en af de første byer i Danmark, som er planlagt og systematisk bygget, og det glæder Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen (V), at byen er kommet på listen.

- Christiansfeld er nu blevet et verdensnavn. Kvalitetsstemplet er sat på vores unikke brødremenighedsby, siger han i en pressemeddelelse.

Byen er opkaldt efter Christian VII og blev grundlagt af trossamfundet herrnhuterne, også kendt som Brødremenigheden, i 1773.

Hele bykernen er særdeles velbevaret, og de fleste af husene er opført mellem 1773 og 1800 efter en streng byplan, der afspejler kristne leveformer.

Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland består af områderne omkring Dyrehaven ved Klampenborg og dele af Gribskov.

Landskabet er planlagt efter Christian V's ønske om at drive jagt fra hesteryg, hvor hjortene jages til udmattelse med hunde, inden kongen giver byttet nådestødet med sværd eller spyd.

Christian V blev inspireret til denne jagtform efter at have besøgt "Solkongen" Ludvig XIV i Frankrig og deltaget i parforcejagt her.

- Men det er selve landskabet, som er en kombination af kvadratnet og stjernenetsystem, der er nomineret, og ikke jagtformen, understregede chefkonsulent i Kulturstyrelsen, Bolette Lehn Petersen til Ritzau forud for udnævnelsen.

Danmarks tredje kandidat, vikinglokaliteter i Nordeuropa, som er udarbejdet i samarbejde med Island, Letland, Norge og Tyskland, kom ikke med på listen i denne omgang.

Blandt de syv vikinglokaliteter, som ikke kom med, finder man blandt andet handelsknudepunktet Hedeby og forsvarsværket Dannevirke i Sydslesvig, som også blev kaldt porten til Norden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.