Den Europæiske Unions Agentur for Rettigheder har spurgt 42.000 europæiske kvinder, hvilke oplevelser de har med sexchikane, og resultatet viste at 55 % af dem på et tidspunkt siden 15 års alderen har oplevet en eller anden form for sexchikane.
Her lander Danmark på en kedelig førsteplads, da hele 37 % af danske kvinder har oplevet sexchikane alene i løbet af de seneste 12 måneder.
Kvinder i aldersklassen 18-29 år er også særligt udsatte. Her har hver tredje kvinde oplevet sexchikane inden for de seneste 12 måneder, skriver Fagbladet 3F.
Hos 3F har man videre undersøgt, hvordan det forholder sig hos medlemmerne, og her er tallene også bekymrende.
20 % af de kvindelige 3F-medlemmer har nemlig oplevet sexchikane på en arbejdsplads. Det får næstformand i 3F, Jane korczak, til at efterlyse et opgør med kulturen på mange danske arbejdspladser:
"Der er et dna i hele det danske samfund, hvor grundholdningen er, at seksuel chikane er et personalegode. Vi svæver i den vildfarelse, at tonen er rå men hjertelig. Det skal vi have gjort noget ved," siger hun til Fagbladet 3F.
Noget kunne tyde på, at det er et tabu at blive udsat for sexchikane for hele 35 % af de adspurgte kvinder i den europæiske undersøgelse valgte nemlig ikke at anmelde det. Det kan dog få store konsekvenser for den enkelte at fortie den slags, siger professor ved institut for psykologi på Københavns Universitet, Annie Høgh:
"Ofre for sexchikane føler sig ofte stressede. Kvinderne er ikke i stand til at sige fra, og det ødelægger deres selvtillid. De får dårlig samvittighed og tror, de selv har lagt op til det. Det kan ende med, at de får søvnbesvær, ondt i maven og hovedpine og får svært ved at huske og koncentrere sig," siger hun til Fagbladet 3F
Læs mere om undersøgelsen her.
Kilde: Fagbladet 3F