Danmark hægtet af: Større lønstigninger i Polen
Er man ansat i bygge- og anlægsvirksomheder ser det ud til at kunne betale sig at arbejde i et af vores nabolande.
I tredje kvartal i år er lønudviklingen i Danmark opgjort til 1,3 procent i forhold til sidste år, mens den for de undersøgte udenlandske lande er 1,8 procent. Arkivfoto.
I tredje kvartal i år er lønudviklingen i Danmark opgjort til 1,3 procent i forhold til sidste år, mens den for de undersøgte udenlandske lande er 1,8 procent. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


De ansatte i danske bygge- og anlægsvirksomheder får mindre lønstigninger end deres kolleger i nabolandene, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Det har nu været tilfældet i snart fire år. Uafbrudt siden fjerde kvartal i 2010 har lønudviklingen i bygge og anlæg i Danmark været lavere end i udlandet. Det fremgår af en international lønstatistik fra Dansk Arbejdsgiverforening. Nok så interessant er det, at især byggeriets lønmodtagere i nabolande som Sverige, Norge, Tyskland og Polen løber fra Danmark, når det kommer til at få mere for arbejdet.

I tredje kvartal i år er lønudviklingen i Danmark opgjort til 1,3 procent i forhold til sidste år, mens den for de undersøgte udenlandske lande er 1,8 procent. Sammenlignes med Sverige, Norge og Polen er forskellen imidlertid væsentligt større. I Sverige har den årlige lønudvikling over flere kvartaler været på 3,5 procent.

Derimod er der udsigt til, at lønningerne i byggeriet i Tyskland er stagnerende - et udtryk for, at dampen er ved at gå lidt af Tyskland som Europas økonomiske lokomotiv.

- Den lavere danske lønudvikling er først af alt udtryk for, at der fortsat er tale om lavkonjunktur, og at der er hård konkurrence om jobbene. De danske lønmodtagere er presset af den udenlandske arbejdskraft. Mange lønmodtagere har derfor mere fokus på at have et job end at få en lille lønstigning, siger Finn Bo Frandsen, chefanalytiker i Dansk Byggeri.

Han vurderer, at når Sverige og Norge gennem længere tid har haft en højere lønudvikling end Danmark, er det udtryk for, at de begge er kommet væsentligt bedre igennem krisen end Danmark.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.