Danmark får tredje restaurant med to Michelin-stjerner
I alt får 18 danske restauranter 21 stjerner i årets guide fra Michelin. Tre restauranter har nu to stjerner.
Kokkene Jacob Birkeland Jensen og Christoffer von Bonsdorff forbereder snacks i køkkenet på Frederikshøj Kro. For første gang nogensinde er en dansk restaurant i provinsen blevet optaget i den verdensberømte Michelin-guide.
Kokkene Jacob Birkeland Jensen og Christoffer von Bonsdorff forbereder snacks i køkkenet på Frederikshøj Kro. For første gang nogensinde er en dansk restaurant i provinsen blevet optaget i den verdensberømte Michelin-guide. Foto: MICHAEL HANSEN/POLFOTO


Danmark får endnu en restaurant på listen over spisesteder, der ifølge kyndige gastronomer er værd at tage en omvej for at besøge.

Restaurant AOC får to Michelin-stjerner og bliver Danmarks tredje restaurant med to stjerner. I alt får 18 restauranter 21 stjerner i årets guide fra Michelin, oplyser Michelin i en pressemeddelelse.

Nyheden om, at restaurant AOC går fra en til to stjerner i årets guide, vækker jubel hos restaurantens køkkenchef Søren Selin.

- Jeg blev vanvittigt glad og positivt overrasket. Jeg havde håbet på det, men jeg er typen, der holder kortene meget tæt til kroppen, siger han til Ritzau.

Sidste år fik 15 restauranter i alt 17 Michelin-stjerner - alle i København. Alle de 15 restauranter har beholdt deres stjerne, og samtidig får Danmark tre nye stjernerestauranter.

Tre restauranter i Aarhus får som de første danske restauranter uden for København en Michelin-stjerne i årets guide. Det er restauranterne Frederikshøj, Gastromé og Substans.

Heller ikke denne gang fandt de kritiske prøvespisere fra Michelin, at Danmark havde en restaurant, der var værdig til tre stjerner i den prestigefulde guide - i Michelins terminologi restauranter, der er værd at rejse efter.

Restauranter med to stjerner er ifølge Michelin "værd at tage en omvej for", og det er ud over AOC også restauranterne Noma og Geranium ifølge Michelin-guiden.

Et-stjernede restauranter er særligt gode i deres kategori ifølge guiden. Det er også Clou, Den Røde Cottage, Era Ora, formel B, Grønbech & Churchill, Kadeau, Kiin Kiin, Kokkeriet, Marchal, Relæ, Søllerød Kro og Studio at the Standard.

Michelin-guiden tager også hensyn til gourmeter, hvis økonomi måske ikke rækker til et besøg hos stjernekokkene.

Samtidig bliver 12 danske restauranter nemlig tildelt en såkaldt Michelin Bib Gourmand udmærkelse, som indikerer, at en restaurant serverer vellavet mad til en rimelig pris.

Den fjer i hatten får i alt 12 danske restauranter - 10 i København og to i Aarhus.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.