Danmark får hård lodtrækning ved VM på hjemmebane
De danske håndboldkvinder skal møde Montenegro, Ungarn, Japan, Tunesien og Serbien ved VM i december.
Susan Thorsgaard (tv) og Mette Gravholt under EM i Ungarn sidste år. De danske håndboldkvinder skal møde Montenegro, Ungarn, Japan, Tunesien og Serbien ved VM i december.
Susan Thorsgaard (tv) og Mette Gravholt under EM i Ungarn sidste år. De danske håndboldkvinder skal møde Montenegro, Ungarn, Japan, Tunesien og Serbien ved VM i december. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Det blev ikke den bedste lodtrækning for de danske håndboldkvinder, som ved VM på hjemmebane blandt andet skal møde Montenegro, Ungarn og Serbien.

Serbien var et af de to lande, som i mandags modtog et wildcard til turneringen af det internationale håndboldforbund (IHF). Tyskland modtog også et wildcard.

Danmark skal spille alle sine kampe i gruppe A i Herning, og på forhånd var ønsket at undgå Serbien og Tyskland, som begge var placeret i det nederste seedningslag.

Den danske landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, havde sagt, at en gruppe med Serbien eller Tyskland kunne blive "decideret ubehagelig".

- Puljen bliver svær, og der bliver kamp til stregen. Men der er også hold i de andre puljer, som vi gerne ville have undgået, siger Klavs Bruun Jørgensen til TV2 Sport.

Til gengæld ville landstræneren gerne have trukket modstandere som Argentina, Japan og Kasakhstan, og Danmark endte med at ramle ind i Japan, som på papiret er en overkommelig modstander.

- Jeg har set Japan spille flere gange. Japanerne er hurtige og teknisk dygtige, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Mit største problem bliver nu at finde nogle træningsmodstandere. Vi skal have smidt nogle træningskampe ind i programmet, siger han.

Alle grupperne, som der blev trukket lod om i Kolding onsdag aften, ser således ud:

Gruppe A: Danmark, Montenegro, Ungarn, Japan, Tunesien, Serbien.

Gruppe B: Cuba, Sverige, Holland, Polen, Kina, Angola. Kampene spilles i Næstved.

Gruppe C: Brasilien, Frankrig, Argentina, Sydkorea, Den Demokratiske Republik Congo, Tyskland. Kolding danner rammen om kampene i den gruppe.

Gruppe D: Norge, Spanien, Rumænien, Rusland, Puerto Rico, Kasakhstan. Kampene spilles i Frederikshavn.

VM spilles fra 5. til 20. december, og Danmarks kampe spilles i Jyske Bank Boxen i den traditionelle værtsby Herning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.