Danmark er klar til at sende soldater til Mali
I august anmodede FN om 250 danske soldater til en mobil forsyningsenhed til fredsbevarende mission.
Venstre-regeringen har besluttet at sende 20 specialstyrker og et Herculesfly til Mali.
Venstre-regeringen har besluttet at sende 20 specialstyrker og et Herculesfly til Mali. Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


Venstre-regeringen har besluttet at sende 20 specialstyrker og et Herculesfly til Mali, erfarer TV2 News.

Det sker, efter at FN i august anmodede Danmark om et bidrag til Mali, hvor islamister og kriminelle bander huserer i landets nordlige regioner.

Den danske chef for FN's styrker i Mali, generalmajor Michael Lollesgaard, har anmodet Danmark om at stille med 250 soldater til en kampklar mobil forsyningsenhed - en såkaldt "Combat Convoy Battalion".

Desuden indeholdt anmodningen også 20-30 pansrede lastvogne.

Både Socialdemokraterne, De Radikale, Liberal Alliance og til dels Enhedslisten så positivt på spørgsmålet om danske soldater til Mali, da anmodningen kom frem i medierne i sidste uge.

Dansk Folkeparti var ikke meget for det, og De Konservative var direkte imod. Det er sidstnævnte fortsat, lyder det fra Rasmus Jarlov, forsvarsordfører for De Konservative.

- Nej tak til flere danske soldater i Mali. Mali er ikke dansk interessesfære, og Forsvaret har ikke ressourcer til at være med overalt, skriver Jarlov på Twitter.

Regeringen vil i november fremsætte beslutningsforslag i Folketinget om bidraget til Mali.

FN-styrker har været i landet siden 2013 og lidt svære tab.

Alene i det seneste halve år, hvor den danske generalmajor, Michael Lollesgaard, har stået i spidsen for missionen, er der omkommet flere end 50 FN-soldater som følge af terroristangreb - primært angreb med vejsidebomber.

Forsvarsminister Peter Christensen (V) og udenrigsminister Kristian Jensen (V) sidder fredag formiddag til møde i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor et af temaerne netop er FN's anmodning om danske soldater i Mali.

Her bliver de øvrige partier orienteret om regeringens planer.

Ifølge TV2 News skal det danske bidrag sendes til Mali i 2016.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.