Det er slut med den danske støtte til demokrati og menneskerettigheder i lande som Tyrkiet og Rusland. Den danske støtte til lande tæt på EU's grænser skal styrkes ved at fokusere indsatsen på færre lande.
Derfor lancerer regeringen fredag sin nye såkaldte naboskabsstrategi, der skærer antallet af prioritetslande ned fra 14 til syv lande. Det skriver Altinget.dk.
Det sker ifølge udviklingsminister Christian Friis Bach (R) ud fra en erkendelse af, at det har været "svært at dække så mange lande, områder og emner", som den tidligere strategi gjorde.
- Vi har ikke ubegrænsede ressourcer. Og vi tror på, at pengene giver mere gennemslagskraft, når vi fokuserer på færre lande.
- Med den nye strategi bevæger vi os mere væk fra Balkan og mere i retning af Østeuropa, hvor der fortsat er store udfordringer med menneskerettigheder og demokrati, siger han til Altinget.dk.
Således mister blandt andet Kroatien, Makedonien og Montenegro deres status som prioritetslande i den nye strategi, mens Kosovo og Bosnien-Hercegovina fortsat støttes. Derimod øges indsatsen i lande som Hviderusland og Ukraine.
Der har været debat om, hvorvidt Danmark kun burde engagere sig i nærområdet igennem EU.
- Med strategien sender vi et klart signal om det danske engagement hos naboskabsområderne, siger Christian Friis Bach.
- Det giver os indflydelse, og vi kan bidrage med noget særligt inden for for eksempel en ombudsmandsfunktion, retssektoren og menneskerettigheder, tilføjer han.
Strategien fokuserer på menneskerettigheder, demokrati og økonomisk udvikling. I perioden 2013-2017 bliver der årligt afsat 200 millioner kroner til strategien.
Der er generelt enighed blandt politikere og eksperter om, at det er en god idé at give støtte til færre lande, skriver Altinget.dk.
/ritzau/