Danish Crown-samarbejde skal gavne landmænd
Danish Crown og tyske Westfleisch har i fællesskab dannet et selskab, der skal komme danske landmænd til gode.
Selskabet kommer til at hedde Westcrown og bliver ligeligt ejet af de to slagterivirksomheder.
Selskabet kommer til at hedde Westcrown og bliver ligeligt ejet af de to slagterivirksomheder. Foto: SCHNOOR SØREN/free


Danish Crown har kigget syd for grænsen og dannet et nyt joint venture i samarbejde med tyske Westfleisch.

Selskabet kommer til at hedde Westcrown og bliver ligeligt ejet af de to slagterivirksomheder, oplyser Danish Crown. Aktiviteterne i samarbejdet bliver udbening og salg af kød fra søer.

Set fra Danish Crowns side er der gevinst at hente, da selskabet ikke har haft faciliteter til udbening af søer i Danmark i mange år, siger administrerende direktør Kjeld Johannesen.

- Vi har haft en forretningsmodel, hvor vi primært har solgt vores halve søer til tyske kunder, som derefter har udbenet dem og solgt dem ind i det tyske marked. Det er der, de store kunder er, og den model har vi haft i mange år, siger han til Ritzau.

Men ved at dele faciliteter til udbening sammen med Westfleisch venter Danish Crown, at der kan sikres en bedre indtjening og dermed en bedre afregning til ejerne, som er landmændene.

- Det primære formål er, at vi kan afregne søerne til en højere pris i Danmark. Det har vi selvfølgelig nogle klare forventninger til, uden jeg vil komme i detaljer, siger Kjeld Johannesen og tilføjer:

- Men målsætningen er, at den højere indtjening kommer landmændene til gavn.

Ligesom Danish Crown er Westfleisch et andelsselskab. Mens Danish Crown er ejet af cirka 8300 danske landmænd, består Westfleischs ejerkreds af over 4200 landmænd fra primært den nordvestlige del af Tyskland.

Samarbejdsaftalen mellem de to slagterivirksomheder afventer godkendelse af de relevante konkurrencemyndigheder.

Danish Crown slagter årligt cirka 325.000 søer i Danmark.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.