25 medarbejdere på Danish Crown i Herning skal se sig om efter et nyt arbejde.
Slagterikoncernen har nemlig været nødsaget til at fyre de mange medarbejdere, da de ikke har formået at forlænge en række svinekødskontrakter, skriver Herning Folkeblad.
- Vi har færre kunder, end vi plejer at have. Det er danske kunder, som har ønsket at prøve noget nyt, og det er primært gået ud over detailpakkeafdelingen, siger Kurt Høj, der er fællestillidsmand på slagteriet til Herning Folkeblad.
Ifølge fællestillidsmanden bliver der næppe behov for at fyre mere end de 25.
Det er også hans håb, at slagterikoncernen igen skal ansætte medarbejdere, når slagtningerne bliver sat i vejret omkring påske, skriver Herning Folkeblad.