Daniel Wass scorer selvmål i stort Celta-nederlag
Celta Vigo med Daniel Wass og Pione Sisto blev sat på plads af Villarreal, der fortsat blander sig i toppen.
Daniel Wass (tv.) scorede i eget net mod Villarreal.
Daniel Wass (tv.) scorede i eget net mod Villarreal. Foto: Miguel Riopa/AFP


For 14 dag siden gik Celta Vigo til landskampspause med en meriterende sejr på 4-3 over FC Barcelona, men i den første kamp efter pausen kom danskerklubben i den grad ned på jorden igen.

Med både Daniel Wass og Pione Sisto i startopstillingen tabte Celta med 0-5 på udebane til Villarreal, der allerede satte sagerne på plads i første halvleg med en føring på 3-0.

Særligt for Daniel Wass blev kampen lidt af et antiklimaks. Således scorede han selvmål til stillingen 0-4 kort efter pausen. Han stod i målmandsfeltet og dirigerede bolden i eget net.

Men da var kampen reelt afgjort. Roberto Soriano gjorde sit, da han med to mål sørgede for 2-0 allerede i opgørets første 12 minutter.

Syv minutter inden pausen øgede Cedric Bakambu til 3-0.

I anden halvleg forsøgte Celta at begrænse nederlaget, men i tillægstiden blev det dog 5-0 ved Manuel Trigueros.

Begge danskere blev skiftet ud i anden halvleg. Sisto fik kun syv minutter på banen efter pausen, mens Wass fik en lille halv time.

Med sejren holder Villarreal trit med toppen og er stadig ubesejret. Holdet har efter otte runder 16 point ligesom FC Barcelona på fjerdepladsen. Atlético Madrid og Real Madrid fører med 18 point.

Celta Vigo har ti point som nummer 12. Valencia har et point færre efter en elendig sæsonstart.

Søndag kunne klubben dog glæde sig over, at den nye træner Cesare Prandelli debuterede med en sejr på 2-1 ude over Sporting Gijón. Mario Suárez scorede begge mål for Valencia.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.