Daniel Wass jubler over Barcelona-skalp
Landsholdsspilleren Daniel Wass er lykkelig for sejren over Barcelona, der har vakt opsigt i spansk fodbold.
Celta Vigos Daniel Wass i kamp med Barcelonas Lionel Messi i Celta Vigos 4-1-sejr onsdag aften.
Celta Vigos Daniel Wass i kamp med Barcelonas Lionel Messi i Celta Vigos 4-1-sejr onsdag aften. Foto: Lalo R. Villar/AP


Landsholdets Daniel Wass har haft en forrygende uge med sejre over både Sevilla og FC Barcelona i den spanske Primera Division.

Onsdag aften var danskeren igen på plads på Celta Vigos midtbane, da holdet fra Galicien vandt hele 4-1 over selveste Barcelona.

Den slags sejre er ikke hverdagskost i Celta, som i øjeblikket ligger på andenpladsen i rækken med 13 point - det samme som Real Madrid, som blot har en bedre målscore.

Daniel Wass fortæller da også, at succesen kan mærkes på omgivelserne.

- Ja, det var en god skalp, kampen var en kæmpe oplevelse, og det var fedt med tre point. Stemningen på stadion var helt vild. Vores fans har virkelig fået noget at glæde sig over.

- Og i omklædningsrummet gik holdet amok. Det er jo også en vild præstation. Barca har altså ikke tabt i ligaen siden januar, siger Daniel Wass til Ekstra Bladet.

Efter sejren uddelte Barcelona-træner Luis Enrique stor ros til Celta Vigo, som Enrique tidligere har været træner for.

- Når et hold spiller bedre end dit eget, er der ikke så meget at sige. Jeg foretrækker at tabe til hold, der spiller som Celta, som alene vinder af fodboldmæssige årsager, lød det blandt andet fra Enrique.

Den udtalelse vækker også begejstring hos danskeren, der scorede i søndagens 2-1-sejr ude over Sevilla.

- Luis Enrique siger, at vi er et af de mest interessante hold i Spanien. Det er jo ikke tilfældigt, at han siger det.

- Vi spiller god og underholdende fodbold, siger Wass og fremhæver holdets presspil, som en vigtig faktor i den øjeblikkelige succes.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.