Daniel Wass fortsætter målstime med ny frisparksperle
Daniel Wass scorede sit syvende sæsonmål i den franske liga, da Evian slog Bastia på udebane.
Daniel Wass scorede til 1-1, da Evian vandt over Bastia.
Daniel Wass scorede til 1-1, da Evian vandt over Bastia. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Fodboldspilleren Daniel Wass melder sig klar til større udfordringer i karrieren, og man må sige, at han anbefaler sig kraftigt til kommende mulige arbejdsgivere.

Onsdag fortsatte han sin fremragende scoringsstime i den franske liga, da han med udligningen til 1-1 efter 65 minutter sørgede for, at Evian kom tilbage i kampen mod bundholdet Bastia, der førte på et selvmål fra første halvleg.

Ligesom i weekendens kamp scorede Wass direkte på frispark. Denne gang sparkede han bolden op i målhjørnet fra godt 25 meters afstand.

Syv minutter før tid tog Evian endda alle tre point på Clarck Nsikulus sejrsmål og har nu fem point til nedrykningsstregen.

Wass er nu oppe på syv scoringer i den franske liga i denne sæson, hvilket gør ham til en delt nummer tre på ligaens topscorerliste. Hos Evian er han suveræn topscorer.

Evian stillede med en danskertrio, da også målmand Jesper Hansen og Nicki Bille Nielsen var en del af startopstillingen.

Hos Guingamp var Jonas Lössl og Lars Jacobsen med i hele triumfen på 5-1 hjemme over Caen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.