Daniel Agger: Derfor stopper jeg
Daniel Agger indstiller karrieren og vakler ikke - trods en svær beslutning. Landsholdet var svært at forlade.
Daniel Agger har besluttet sig for at stoppe karrieren.
Daniel Agger har besluttet sig for at stoppe karrieren. Foto: Per Kjærbye/Scanpix/arkiv


Det var ikke nemt for Daniel Agger at sige farvel til det danske fodboldlandshold.

Lysten til at fortsætte i rødt og hvidt var så absolut til stede. Alligevel valgte den nu tidligere landsholdsanfører at stoppe sin karriere torsdag.

Anføreren begrundede sit stop på et pressemøde i barndomsklubben Rosenhøj Boldklub, og her afslørede han, at det ikke har skortet på fine tilbud - eller på opfordring til at fortsætte fra såvel landstræner Åge Hareide som fra forgængeren Morten Olsen.

- Jeg har talt med både Åge og Morten. De synes begge, jeg skulle fortsætte - Åge har jeg snakket med så sent som i dag, han mener, jeg stadig har meget at bidrage med.

- Det er et ungt hold, som godt kunne bruge noget erfaring. Uden for banen og især inde på banen. Det er også derfor, jeg har haft min tvivl - hovedsageligt på grund af landsholdet, siger Daniel Agger.

- Men når jeg har taget min beslutning, så er den taget, slår han fast.

Og det er ikke kun i landsholdsregi, man håbede på mere Agger. Klubber rundt om i Europa har forsøgt at hente ham, siden han for knap et par uger siden meddelte sit stop i Brøndby.

Der har været skrevet en hel del om stor interesse fra tyrkiske Fenerbahce, hvor Agger kunne være blevet forsvarsmakker med landsholdskollega Simon Kjær. Og det var ikke løse rygter.

- Jeg havde heldigvis mange muligheder, det er jo positivt nok, og det bekræftede mig i, at mit niveau stadig var acceptabelt. Det, der har været fremme - især i Tyrkiet - har været noget af det, jeg har tænkt mest over, siger Agger.

Han fortalte, at han har snakket en hel del med Simon Kjær på det seneste. Og det var ikke tilbuddet fra tyrkerne, der fejlede noget. Agger kiggede på sig selv.

- Det er ikke noget, jeg har gjort over natten. Men gang på gang, når jeg har tænkt det igennem, har jeg tænkt fandeme nej. Jeg skal ikke falde i niveau, jeg skal ikke falde længere ned. Det er rigtigt at stoppe, mens niveauet stadig er ok, siger han.

Også hensynet til helbreddet har spillet ind på Daniel Aggers beslutning.

- Jeg har en mental træthed, og jeg er mættet. Jeg er, som jeg vil være, men der er hele tiden småskavanker, og jeg er ikke i nærheden af 100 procent. Det er ikke godt for en spiller, der vil være på landsholdet og ude i Europa, sagde Daniel Agger i interview med Ekstra Bladet efter pressemødet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.