Daniel Agger: Brøndby har et stykke vej endnu
Landsholdsanføreren mener, at Brøndby viste god karakter i sejren over FCK efter skuffelsen mod AaB.
Daniel Agger (th.) var søndag med til at besejre FCK.
Daniel Agger (th.) var søndag med til at besejre FCK. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Daniel Agger hentede søndag sin første derbysejr over FC København i ti år, fire måneder og 11 dage, da han sammen med Brøndby sejrede 1-0 hjemme i Alka Superligaen.

I maj 2005 scorede den dengang 20-årige midterforsvarer selv det første mål, da Brøndby ydmygede FCK med 5-0 på hjemmebane på vej mod klubbens seneste mesterskab.

Siden er der sket meget. Både for Daniel Agger, der var otte et halvt år i engelske Liverpool, og for Brøndby, der fortsat kæmper for at komme tilbage til tidligere tiders storhed.

Landsholdsanføreren er da også på det rene med, at sejren over FCK skal følges op. I første omgang i hjemmekampen på søndag mod Esbjerg.

- Der er altid store forventninger til Brøndby. Det var der sidste år, det er der i år, og det vil der være næste år.

- Jeg synes, vi flytter os på mange parametre. Men vi er også nødt til at tage det med ro, for når vi har udfald som i Aalborg, så er der et stykke vej endnu, siger Daniel Agger.

Han henviser til 1-4-nederlaget ude til AaB i forrige spillerunde, hvor Brøndby ellers mødte frem som ubesejret i fem ligakampe på stribe.

- Vi har taget ved lære af det, der skete mod AaB, alle var vel enige om, at det ikke var godt nok.

- Man kan tabe i Aalborg. AaB ramte et niveau, jeg ikke havde set fra dem før, så det kan ske. Det var mere måden, vi tabte på, det var ikke i orden, siger Daniel Agger.

Han glæder sig derfor over, at det lykkedes for Brøndby at besejre FCK for første gang i knapt to år.

- Det er stærkt og viser en form for karakter, at vi kunne gå ud og kæmpe os til sejren, siger han.

Brøndby har 14 point for ti kampe og indtager sjettepladsen i Alka Superligaen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.